Jeg bryder mig ikke om at gennemgå beviser på tavlen, da det stort set er umuligt at ramme et niveau i gennemgangen, som passer til de fleste elever:
- de gode elever synes ofte gennemgangen går for langsomt
- de svage elever har svært ved at følge med og er med til at trække tempoet i gennemgangen ned. Og dermed kommer de gode elever til at kede sige endnu mere
- middeleleverne derimod er glade for fælles gennemgang i klassen, da tempo passer til deres niveau.
Dette synes jeg giver alt for meget spildtid. Så fælles tavlegennemgang forsøger jeg at undgå. I dag gjorde vi følgende:
Til dagens time havdew eleverne i min 2g-klasse forberedt to forskellige beviser på cosinusrelationen - det ene bevis lavet som Powerpoint-præsentation uden forklaringer og det andet bevis skulle laves ved hjælp af en "opskrift".
Link til beskrivelse af opgaven, powerpoint-præsentationen (vælg download).
Jeg opdelte eleverne i grupper på 4, således at alle elever i hver gruppe havde forberedt sig på det samme bevis. Grupperne blev fordelt i forskellige lokaler, hvor de så i fællesskab skulle gennemgå "deres" bevis ved tavlen. De hurtige grupper regner efterfølgende opgaver.
Den sidste halve time af modulet blev grupperne splittet op, således at de nye grupper består af 4 elever, hvor 2 personer er eksperter på hvert deres bevis. Eleverne gennemgår nu "deres" bevis for hinanden.
Jeg bruger forskellige beviser for at skærpe elevernes koncentration ved gennemgang. Det er for nemt at melde sig ud, hvis man allerede selv har arbejdet med beviset. Og så synes jeg også eleverne skal se, at der ikke nødvendigvis findes ét bevis.
At beviset bliver gennemgået i små grupper gør også, at eleverne diskuterer og erfaringsudveksler langt mere. Og så gør det ikke noget at eleverne har forskelligt fagligt niveau. Nogle gange laver jeg dog grupper, hvor der tages hensyn til elevernes niveau. Det vil jeg typisk gøre, hvis vi skal gennemgå beviser af forskellige sværhedsgrad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar