onsdag den 3. december 2014

Geogebra - nu med 3D

For et par måneder siden blev rumgeometri endelig tilføjet til den officielle Geogebra.
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan netop Geogebra 3D er rigtig god til at få eleverne til bedre at forstå de rumlige figurer (Link). Især fordi det er muligt at rotere koordinatsystemet.
Jeg har netop overstået rumgeometri forløbet i 3g. Og endnu en gang var jeg rigtig glad for den hjælp, som Geogebra giver eleverne.
I denne endelige version er desuden problemerne med vinkelberegning fra Beta-versionen elimineret. Så nu er det muligt at løse alle rumgeometri-opgaver i Geogebra.
Spørgsmålet er så blot, om vi er glade for det... Jeg er selv i tvivl for matematikken kommer til at træde i baggrunden. Der er selvfølgelig matematisk ræsonnement i spil ved løsning af opgaver i Geogebra, men opgaver som tidligere var svære/tidskrævende skifter nu fuldstændig karakter.
Bestem planen indeholdende 3 givne punkter kræver for en traditionel besvarelse, at der bestemmes to vektorer i planen, som krydses for at finde en normalvektor og endelig skal der indsættes i planens ligning.
I Geogebra 3D løses spørgsmålet ved at indtaste de 3 punkter, klikke på ikonen til bestemmelse af plan ud fra 3 punkter og efterfølgende klikke på de 3 punkter. Så klarer Geogebra resten.
 
Jeg vil stadig insistere på, at eleverne også skal lære at løse opgaverne i deres sædvanlige værktøjsprogram, da jeg mener, det også er med til at give eleverne en forståelse af vektorbegrebet. Men Geogebra 3D er absolut er rigtig godt supplement - måske især til de svagere elever.

Her er en lille kort vejledning til Geogebra 3D (Link).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar